Nederweert, Weert

Weert, eller Wieert som limburgerne kalder den, er "porten til Limburg". Byen, der fik byrettigheder i 1414, ligger på grænsen mellem Nordbrabant og Belgien. En stor del af ruten løber gennem naturreservatet Kempen-Broek. Dette område har en mystisk historie med smuglere og landevejsrøvere. I dag er dette område levested for almindelige ryler, brede ryler og firplettede ryler. Kempen-Broek er grænseløst mangfoldig.

Du kan ikke springe Nederweert over på en cykeltur gennem Weert. I løbet af det fjortende århundrede adskilte byen sig fra Weert og fik for første gang sit eget oldermandshof og herredømme. I middelalderen tilhørte Nederweert fyrstebiskoppesædet Liège, og da freden i Utrecht i 1713 afsluttede den spanske arvefølgekrig og indlemmede Nederweert i Holland, var indbyggerne slet ikke begejstrede for det. I 1794 blev Nederweert erobret af Napoleon, men da han faldt, blev kommunen Nederweert (som den på det tidspunkt havde heddet) indlemmet i provinsen Limburg, som den stadig tilhører i dag.

Ruten løber forbi Sluis 15 vandkraftværk i Roeven, en landsby i Nederweert kommune. Kraftværket blev bygget i 1919 på bestilling af Rijkswaterstaat for at generere elektricitet til Sluis 15 og de nærliggende serviceboliger. Kraftværket blev lukket ned i 1949, men efter en renovering i 1993 blev bygningen et nationalt monument. Fra 2013 producerer det blokformede værk grøn elektricitet.

Få hundrede meter længere fremme kan du besøge Windlust-møllen, hvis du har bestilt tid. Tårnmøllen blev bygget i 1872, men blev alvorligt beskadiget under Anden Verdenskrig. Tyske tropper satte ild til møllen i 1944, og møllen forblev beskadiget, indtil en notar købte bygningen i 1979 og lod den restaurere. Restaureringsarbejdet blev afsluttet i 1993, og møllen blev taget i brug til formaling. Siden kommunen købte møllen i 2001, er korn blevet malet på Windlust ved hjælp af et par møllesten på frivillig basis. Denne mølle bruges også som oliemølle.

Den anden og sidste smukke mølle, du kan besøge, er St. Anna i Weert. Kornmøllen, der stammer fra 1911, blev bygget af dele fra den nedrevne Clercx Mølle, så lokale landmænd ikke længere behøvede at rejse så langt for at få deres korn malet. Møllen var også udstyret med en sugegasmotor, der gjorde det muligt at fortsætte driften, selv når der ikke var vind. I 1931 blev møllen opkaldt efter mølleren Clijsters' hustru, hvis navn var Anna, og efter Sankt Anna, og møllen forblev i brug indtil midten af det tyvende århundrede. Når møllen drejer, kan du kigge indenfor for at se, hvordan den er blevet restaureret, og hvordan den udfører sit arbejde med et par møllesten.