Syd Beveland med Kapelle, Wemeldinge og Yerseke

Et dejligt, stemningsfuldt landskab fyldt med snoede åer med skrånende bredder og smukke rørbede. I det sumpede, landlige område cykler du forbi karakteristiske gårde og gennem marker og frugtplantager. Altså ingen vild natur i Zuid Beveland, men pænt anlagte poldere med stram agerjord, der bruges til landbrug og frugtavl. På halvøen mellem Oosterschelde og Westerschelde er kampen mod det stigende vand vundet, og den frugtbare jord er taknemmelig opdyrket. I det 3. og 4. århundrede eksisterede denne del af Zeeland endnu ikke og området stod under vand, men fra middelalderen blev området indvundet stykke for stykke og befolkningen, der bor der, kan leve fremragende af landbrug og fiskeri. I 1530 under St. Felix-floden og i 1570 under Allehelgen-floden generobrede vandet en stor del af landet, men den mest berømte oversvømmelse i hollandsk historie er utvivlsomt syndfloden i 1953. Den østlige del af Zuid-Beveland var oversvømmet at stå. Halvøen har haft stor gavn af opførelsen af Deltaværket, som gjorde det centrale Zeeland mere tilgængeligt for resten af Holland. Fra parkeringspladsen, hvor du kan parkere din bil gratis, cykler du forbi smukke vindmøller. Den første møder du efter tyve kilometer: De Hoop-møllen ligger i Wemeldinge. De Hoop melmølle blev bygget i 1866 af en møller, der arbejdede på forgængeren til den anden mølle i landsbyen (Aeolus). Møllen var i drift indtil 1968. Så blev der lagt planer om at omdanne møllen til et hjem, men disse planer blev også droppet. Nu om dage maler den hvide runde stenmølle med to par slibesten stadig korn på frivillig basis. Den førnævnte Aeolus er en gryn- og skrælmølle, der blev bygget i 1869. Denne tårnmølle var svaret på byggeriet af De Hoop, og for at overgå denne mølle er den højere og større end den mølle. Møllen har tre par slibesten og en skrællesten. Stængerne er de ældste stænger, der stadig er i brug i Holland og stammer fra 1871. Møllen er opkaldt efter en græsk vindgud og det er derfor ikke svært at gætte på, at møllen har fået sin kraft til at dreje og male fra dette grundstof. I dag bliver Aeolus af og til sat i drift af en frivillig møller. Den tredje og sidste mølle, som du kan se under din cykeltur, er Oude Molen i Kruiningen. Denne kornmølle blev bygget i 1801 og fortsatte med at male korn ved hjælp af vindkraft indtil 1953. I anden halvdel af det tyvende århundrede blev møllen gennemgribende restaureret to gange, efter at kommunen i 1959 købte jordsømanden. I 2001 blev hele møllen flyttet en smule, så den bedre kunne fange vinden. En frivillig møller sætter jævnligt møllen, som er udstyret med to par slibesten, i drift.